Omnigym er forholdsvist nyt herhjemme.
Første permanente anlæg i Danmark stod således først klar i april 2022 på Østerbro Stadion sammen med Sparta.
Omnigym, der står bag specialudviklet styrketræningsudstyr til udendørs brug, udvider nu sin tilstedeværelse over hele landet. Efter en række vellykkede testforløb i bl.a. Gentofte Kommune, København, Aalborg og Randers planlægger den nye virksomhed i Danmark at etablere flere frit tilgængelige fitnessanlæg i samarbejde med kommuner og fonde. Målet er at styrke folkesundheden gennem strukturelle løsninger, der gør fysisk aktivitet mere tilgængelig i det offentlige rum.
I 2024 har man testet udstyret i Aalborg, Randers, Billund, Herlev, Gentofte, Hafnia-Hallen, DGI Byen og Fælledparken, og på tværs af lokationerne er der en høj brugertilfredshed. 99% af respondenterne vurderede udstyret som enten ”godt” eller ”fremragende” og fremhæver muligheden for indstilling af vægte som afgørende. Hele 19% angiver, at de er begyndt at styrketræne som direkte følge af den lette adgang til udstyret og mange nævner det at træne udendørs som vigtig årsag. Omkring 20% af brugerne er over 55 år.
- Det danske testforløb har givet os et solidt indblik i både behov og potentiale. Vores ambition er 'At det skal være nemt og tilgængeligt bare at træne 20-30 min et par gange om ugen'. Og dermed understøtte eksisterende sundhedstiltag med robuste, langtidsholdbare løsninger, der sænker adgangsbarriererne til styrketræning og gør fysisk aktivitet til en del af hverdagen – også uden medlemskab, siger Pia Kleist, dansk direktør i Outdoorgym, der repræsenterer Omnigym i Danmark.
Erfaringerne fra Finland bekræfter potentialet, hvor der er etableret 300 Omnigym træningsanlæg på tværs af landet, og data viser, at der i gennemsnit er mellem 2.500 og 3.500 besøg om måneden pr. anlæg. En udvikling som understøtter den finske sundhedsagenda om øget aktivering af borgerne.