På onsdag skulle Nordfyns Bank have afholdt ekstraordinær generalforsamling om en mulig fusion med Fynske Bank, men den er nu aflyst.
Banken skriver i en fondsbørsmeddelelse, at man har konstateret, at der ikke er det tilstrækkelige flertal blandt aktionærerne til at gennemføre fusionen.
Derfor vil man nu diskutere situationen med Fynske Bank for at undersøge andre muligheder for at få et ja til en sammenlægning af de to banker.
Hos Fynske Bank lyder samme melding. Her har man også aflyst en ekstraordinær generalforsamling af samme årsag, uden at man dog har opgivet planerne om en fusion af den grund.
Tidligere på måneden meddelte SJF Bank - der tidligere hed Sparekassen Sjælland-Fyn - at man ikke ville stemme for en fusion.
SJF Bank, som ejer knap 25 procent af aktierne i Nordfyns Bank, mener ikke, at den byttepris, som aktionærerne i Nordfyns Bank er stillet i udsigt i forbindelse med fusionen, er god nok.
- Prisen er for lav. Derfor siger vi nej. Jeg har et ansvar over for de aktionærer, som er i min bank, lød det dengang fra Lars Petersson, der er administrerende direktør i SJF Bank.
Det kræver to tredjedele flertal blandt de afgivne stemmer på begge ekstraordinære generalforsamlinger, hvis fusionen skal vedtages.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har allerede sagt god for en eventuel sammenlægning af de to banker.
Fynske Bank er i forvejen et resultat af en fusion i 2013 mellem Vestfyns Bank og Svendborg Sparekasse. Banken har i dag ti afdelinger på Fyn, på Langeland, i Trekantsområdet og i Aarhus.
Nordfyns Bank er en mere end 100 år gammel bank, som blev grundlagt i Bogense i 1897. Den har otte filialer på det nordlige Fyn og har både hovedsæde og et erhvervscenter i Odense.
/ritzau/