67.200 folkepensionister har oplevet en gevinst ved, at politikerne afskaffede modregning på grund af arbejdsindtægt.
LÆS OGSÅ: Snød sig til mindst 34 gratis flyrejser
Det skønner Beskæftigelsesministeriet, skriver Faglige Seniorer.
I gennemsnit har de pågældende fået udbetalt 38.700 kroner mere årligt. Det er før skat og omfatter større udbetalinger af såvel grundbeløb som pensionstillæg og ældrecheck.
Den nye opgørelse er baseret på data for 2024 og omfatter kun folkepensionister.
Den gennemsnitlige økonomiske gevinst er større end hidtil forventet. Den er nærsten dobbelt så stor end beregnet, da loven blev vedtaget.
Når der er betalt skat af de 38.700 kroner - typisk omkring 36 procent - er der ifølge Faglige Seniorer knap 25.000 kroner tilbage. Eller det der svarer til over 2.000 kroner netto om måneden, hvis man tager udgangspunkt i den gennemsnitlige gevinst for en folkepensionist i arbejde.
Politikerne fjernede i første omgang modregning på grund af ægtefælles eller samlevers arbejdsindtægt. Senere fjernede de modregning på grund af egen arbejdsindtægt.
Begge ændringer fik virkning fra 1. januar 2023.
På landsplan er det lidt over 8 procent af folkepensionisterne, der har job som lønmodtagere, og hos Faglige Seniorer er der er ingen tvivl om at afskaffelsen af modregning i folkepensionen er hovedårsagen til at så mange folkepensionister fortsætter på arbejdsmarkedet.
- Seniorerne kan nu se en økonomisk gevinst ved at arbejde i forhold tidligere, hvor de blev straffet med modregning i pensionen. Tallene viser, at der er tale om gevinster, der for alvor kan mærkes i hverdagen, siger direktør i Faglige Seniorer Palle Smed og tilføjer:
- Der er stadigvæk en stribe regler, som bør afskaffes, hvis vi skal se det fulde potentiale af seniorer i job.
Det er ifølge Faglige Seniorer seniorerne, der står for halvdelen af jobvæksten i de seneste ti år. Og samtidig den største revolution på arbejdsmarkedet siden kvinderne forlod kødgryderne, mener Palle Smed:
- Alligevel kæmper vi fortsat mod myter og fordomme, og jeg ville ønske at regeringen gik forrest i den positive fortælling om de titusindvis af seniorer, som ikke er færdige med arbejdsmarkedet, blot fordi de har nået en vis alder.
På Faglige Seniorers hjemmeside er der en oversigt over, hvor i landet, folkepensionister har fået de økonomiske gevinster - og hvor flest arbejder.