Der lå ikke en forbrydelse bag, da en 40-årig kvinde i foråret blev fundet død i Ny Højen syd for Vejle.
Det konkluderer Sydøstjyllands Politi, og anklagemyndigheden har nu frafaldet drabssigtelsen mod en 44-årig mand, som har været fængslet i sagen.
- Vi har efterforsket sagen intensivt, og de omfattende undersøgelser har klarlagt, at der ikke ligger en strafbar handling bag kvindens død, siger vicepolitiinspektør Christian Skyt i en pressemeddelelse.
Kvinden blev fundet død i en bil i Ny Højen syd for Vejle 31. marts, og klokken 07.54 blev politiet alarmeret. Flere veje blev afspærret, og politiet satte en efterforskning i gang.
Samme dag blev manden anholdt og sigtet for drab. Dagen efter blev han varetægtsfængslet med en frist til 15. april.
Allerede 11. april blev han dog løsladt, da det blev vurderet, at der ikke var grundlag for fortsat varetægtsfængsling.
Sigtelsen blev opretholdt, men nu er den formelt frafaldet.
/ritzau/